Gennemkørende tog

Høst & Søn 2011

“... Jeg vender hovedet opad mod himlen, åbner munden og lader regnen fylde den. De bløde dråber rammer min kind og min pande. Mine øjenlåg er våde. Langt væk nærmer lyden af toget sig. Skinnerne vibrerer, og lyden rammer mig og fortsætter ind i min krop. Jeg træder et skridt frem. Stopper. Tager endnu et. Passerer de gule prikker, indtil jeg står helt ude ved kanten. Mine øjne er åbne. Min krop er afslappet. Armene hænger ned langs siden. Jeg har tænkt det, jeg skal tænke. Følt det, jeg skal føle. Nu er der ikke andet end mørket og regnen og det gennemkørende tog.”

(uddrag fra bogen)

Luka lever et liv på kanten. Han har intet arbejde og har heller ikke lyst til at få et. Han platter, lyver og stjæler, når han har brug for det. Han har ingen moralske skrupler. Når noget er ubehageligt, forsvinder han - konkret - eller ved at ryge sig skæv.

Det går i og for sig fint, indtil han en dag ryger for meget og udvikler en hashpsykose. Han får hallucinationer og bliver angst. Fragmenteret af virkelighed, erindringsglimt og forvrængninger af virkelighed blander sig med hinanden. Hans verden tilter, og han er parat til at gøre hvad som helst for at bliver normal. Problemet er bare, at han ikke ved, hvad normal er, og hvordan et normalt liv ser ud.

“Irene Pedersen begår en genistreg på de første 40 sider. Hun løfter nemlig ikke sløret for, hvordan bæstet er blevet bæst. Det bringer læseren i nærkontakt med en række grimme fordomme om Luka. Fordomme, som hun efterfølgende opløser i et syrebad af erindringsglimt fra hans barndom med en stærkt alkoholiseret far.”

(Folkeskolen.dk)

omslag: Nete Banke